Bliv klogere på James Parkinson

Oprettet d. 11.04.2017

I april markerer verden, at James Parkinson, der lagde navn til Parkinsons sygdom, blev født for 262 år siden. Det betyder dog langt fra, at sygdommen kun er et kvart årtusinde gammel. Dele af sygdommen er beskrevet i historiske kilder, der kan dateres helt tilbage til omkring 1000 år før Jesu fødsel.

I gamle indiske skrifter og i skrifter fra den græske læge Hippokrates har man tillige fundet beskrivelser, der passer på det, vi i dag kalder Parkinsons Sygdom. Også i Leonardo Da Vincis skrifter findes notater med beskrivelser af en person, der kan have haft sygdommen.

Siden industrialiseringen er sygdommen dog blevet langt mere almindelig, da de forbedrede levevilkår samtidig var med til at sikre, at folk levede længere. Parkinson rammer overvejende personer, der er ældre end 50 år, og før den industrielle epoke var det derfor de færreste, der levede længe nok til at kunne blive ramt af sygdommen. Og der var ikke nogen, der havde lavet en systematisk beskrivelse af sygdommen – før James Parkinson. Manden, der har lagt navn til sygdommen. Men hvem var han egentlig?

James Parkinson blev født den 11. april 1755 i den lille London-forstad Shoreditch. Hans liv var centreret omkring Shoreditch, og han er således døbt, gift og begravet i den lokale kirke. Hans far, John, var den første af fire generationer af læger, og James Parkinson startede sin lærlingetid i faderens praksis på som 16-årig. Da James’ far døde i 1784, overtog James hans praksis. Samtidig giftede han sig med den lokale silkemanufakturhandlers datter, Mary Dale.

1790'erne var en turbulent tid i verdenshistorien. Både Frankrig og USA havde oplevet revolutioner, og Storbritannien var præget af politisk kaos. I 1792 gik James Parkinson ind i politik, og han gik med i en gruppe af mænd med politiske ideer.

Senere kastede James Parkinson sig over en ny form for formidling; lægebøger til lægmand. Det blev en stor succes. Hans humanitære interesser kunne aflæses i bøgerne om fattige, mentalt syge og andre udsatte grupper. Samtidig med bogproduktionen passede han lægepraksissen på Hoxton Square, men alligevel kastede han sig over en ny interesse fra begyndelsen af det 19.ende århundrede: han begyndte at samle på fossiler.

James Parkinson udgav en håndfuld bøger om geologiens mysterier. Mens han var i gang med undersøgelse af fossilerne, opdagede han, at der ikke var meget hjælp at hente i den britiske litteratur om emnet. Der var simpelthen ikke skrevet noget. Derfor besluttede han sig for at skrive en introduktion til studiet af fossiler, og i 1804 udkom hans mest berømte geologiske værk.

James Parkinson mistede dog aldrig interessen for den lægelige verden. I 1817 skrev han det senere så berømte essay ”An essay on the shaking palsy”, der handler om ”rystelammelsen”. Selvom rystelammelsen tidligere var blevet beskrevet, mente James Parkinson ikke, at termen var blevet brugt præcist nok.

Parkinson talte specifikt om ”hvilerysten”, og sammen med beskrivelsen af den hurtige gang med små skridt, udgjorde denne den første beskrivelse af Parkinsons sygdom.

Han baserede beskrivelsen på kun seks cases, og enkelte havde han kun set meget kortfattet. Han havde kun selv undersøgt én patient, mens resten var folk, han havde observeret i nabolaget.

Hans observationer var ukomplette, men de regnes stadig for bemærkelsesværdige på grund af deres præcision og klare udtryk. Og et af hans egne mål med essayet var da også at inspirere andre til at studere tilstanden. Hans beskrivelse af sygdommen er meget rammende den dag i dag, og han skriver blandt andet om den tiltagende rysten og den deraf følgende træthed.

James Parkinsons beskrivelser blev dog ikke tillagt den store betydning i hans egen levetid. Men sådan er det jo med berømmelse. Den optræder som regel post mortem.

Et halvt århundrede senere tog den franske læge Jean-Martin Charcot tråden op. Selvom James Parkinsons beskrivelse ikke var komplet, var det alligevel Jean Martin Charcots overbevisning, at James Parkinson havde været en meget betydningsfuld pioner på området. Derfor refererede han til sygdommen som ”maladie de Parkinson”, Parkinsons Sygdom. Jean-Martin Charcots tilføjede rigiditeten (stivheden) som et symptom, og på den måde indskrev han sig også i sygdommens historie.

(Teksten er skrevet til en tidligere markering af den Internationale Parkinsondag).