Styrk samarbejdet med lægen

I Parkinsonforeningen vil vi gerne sætte fokus på, hvordan man som parkinsonramt bedst kan tale om sin sygdom – med familien, med neurologen og med andre sundhedsfaglige personer.

Under overskriften ”Styrk samarbejdet med lægen” har foreningen derfor gennemført fem temaeftermiddage med oplæg fra blandt andet en erfaren pårørende, en  psykolog og en neurolog. I alt har knap 600 været med på en af de fem eftermiddage i hhv. Sønderborg, Viborg, Høje Taastrup, Kolding og Odense.

Baggrunden er den store spørgeskemaundersøgelse fra 2014, der viser, at hele 25 procent af de parkinsonramte oplever, at det er svært at tale med lægen om de vigtige ting ved sygdommen.

LÆS MERE: Spørgeskemaundersøgelsen 2014

Ved arrangementet fik tilhørerne udleveret en folder med blandt andet samtalekort, som måske kan være en hjælp, hvis man skal tage hul på de svære samtaler derhjemme. Udover at det kan være rart at få lettet hjertet – og det gælder for alle parter – så har det også en positiv effekt på lægebesøget. For hvis I som patient og pårørende kan have en ærlig og åben dialog om sygdomsbilledet derhjemme, kan I sammen give lægen et mere fuldstændigt indblik i sygdommen, og det giver et bedre grundlag for behandling og i sidste ende en højere livskvalitet.

Som optakt til samtalekortene har psykologen Charlotte Jensen samlet 6 råd til den gode samtale med dine pårørende. Målet er åben og ærlig dialog og rådene kan bruges af alle. I folderen findes også en række spørgsmål, som man med fordel kan kan stille hinanden for at styrke samarbejdet derhjemmme. Hele folderen med samtalekort kan downloades på denne side.

Arrangementerne blev gennemført af kommunikationsbureauet Kompas i samarbejde med Parkinsonforeningen og var sponseret af AbbVie.

DOWNLOAD: Folder med samtalekort

DOWNLOAD: Psykolog Charlotte Jensens præsentation