Psykologiske reaktioner

Her på siden kan du læse, hvordan man som nydiagnosticeret kan forholde sig til livet med Parkinson, så man fortsat kan leve et godt liv. Ligesom sygdommen fremtræder individuelt, har hver person også sin individuelle måde at reagere på.

Den måde man reagerer på psykisk, er medbestemmende for ens fortsatte livskvalitet. Derfor er det vigtigt at kende de psykologiske måder, man kan reagere på, når man får diagnosticeret en kronisk sygdom som Parkinson.

Ved at 'klikke' på et af de røde emner herunder, kan du springe direkte til det ønskede emne. Ellers kan teksten også læses kronologisk.

Du har Parkinson

Når lægen siger: “Du har Parkinson” er det som om gulvtæppet bliver revet væk under en. De fleste kommer i en situation, hvor de måder, de normalt opfatter sig selv på og handler ud fra, ikke passer mere, og man ved ikke, hvordan man skal handle i forhold til det, der sker. Man bliver bange, ens fremtidsdrømme og planer bliver slået i stykker. Man bliver ked af det. Hvor slemt det kan blive. Hvordan det vil gå med ens arbejde og økonomi?

Man får skyldfølelser og tænker, om man har handlet forkert på en eller anden måde. Man bliver vred, hvorfor mig, det er uretfærdigt. Ens krop gør noget, uden man kan styre og kontrollere den. Man føler sig mindre værd og unormal i forhold til andre. Alt i ens liv virker usikkert i en periode.

Der, hvor livet var fyldt med kæreste, samliv og børn. Med skole, uddannelse og arbejde. Der fylder sygdommen nu det hele. Enhver kropslig reaktion, selv reaktionen fra en forkølelse kan ses som tegn på sygdommen og dens udvikling. Og ens tanker kredser om fremtiden med al den usikkerhed der er.

Til toppen

Den svære omstilling

Med tiden - en periode, der strækker sig fra et halvt år, til nogle år, til resten af livet - accepterer de fleste at være blevet anderledes og at være i verden på en ny måde - på nogle områder mere begrænset end før og på andre med flere muligheder end før. Ordet accept er svært for nogen, fordi det altid vil være svært at acceptere 100 procent det, der er sket.

Ordet forsoning kan supplere ordet accept. Man kan forsone sig med det, der er sket, selv om man ikke helt kan acceptere det. Ved at forsone sig med det, siger man ja til, at det er blevet en del af ens liv, som man også må tage sig af.

Jo mere man accepterer eller forsoner sig med at have en kronisk sygdom, jo mindre tænker man i dimensionen syg-rask og standser daglige spekulationer om, hvad der kan gøre én rask. Det er en stor indre lettelse at give slip på tanken om, at sygdommen kan helbredes, hvis blot man anstrenger sig nok. Når accepten af tabet og accepten af den nye virkelighed er der, og man har reageret med alle sine følelser, kommer freden. Når det sidste farvel er sagt, kan man begynde at sige de nye goddag’er.

Når man er nede behøver man en person, som kan være tæt på en. Der er ikke altid behov for ord. Det at være til stede er nok. Man har brug for et vidne til sit liv, en som tør se tabet i øjnene, og en som ikke vil gøre det mindre, end det er, eller omdefinere det til noget andet.

Til toppen

Når sygdommen forværres

Der vil være perioder i livet, hvor man erkender, at sygdommen strammer sit greb i én, og symptomerne forværres. Man er lige kommet igennem en omstillingsproces, arbejdet med sorgen og er inde i en god periode. Så bliver man kastet ud i nye tab og ubalancer.

Når man er nået gennem omstillingsprocessen og har tilpasset sig den nye virkelighed og forventer, at livet fortsætter lettere nu, oplever mange mennesker, at en ny meningsløshed og et nyt kaos dukker op igen på et dybere niveau. Hvor tilpasningsprocesserne har gået på at tilpasse sig til livet igen, er det næste tema, hvem man nu er som person. Man begynder at stille spørgsmål om meningen med sit liv.

Det kan være det, at man er bange for at se de svære ting ved en kronisk sygdom i øjnene, de daglige opgaver, som er begyndt at tage lang tid at få ordnet. Eller den tilstand hvor man ikke kan være sammen med andre, fordi ens symptomer tager al opmærksomheden. Udfordringen i denne situation er: Tør man være den, man er? Når man tør være den, man er, være til stede i alle livets situationer, med de begrænsninger sygdommen har sat, så opstår der hen ad vejen en ny måde at være på.

Man siger ja til det liv, man nu har, og man tager det på sig og lever det så godt, man kan. Det, der før oplevedes som begrænsninger for en, opleves nu som udfordringer. Man er nået til ikke mere at leve efter normalitetsbegrebet, til at turde være den unikke person, man er, hvor man skaber sit liv ved at følge sit hjerte.

Til toppen

Sorg over et tab

Mennesker, der har været ramt hårdt i livet, fortæller om, hvordan de har fået en mere ydmyg holdning til livet og om, hvordan selv små ting i hverdagen nu glæder dem på en helt ny måde. Man bliver glad for det liv, der er, fordi man er blevet mindet om, hvor skrøbeligt det er, og hvor hurtigt det kan ændre sig drastisk eller helt forsvinde.

Vi er grundlæggende alene, og vi er ikke noget uden fællesskabet. Når man er hårdt ramt og taler med andre om det, kan man mærke, at der er et sted, hvor man er alene, hvor andre ikke kan nå ind. På samme måde kan andre mærke, at hvor gerne de end ville ind og hjælpe en, er der en grænse, hvor de ikke kan komme længere. Når nye store beslutninger, skal tages, kan man snakke med andre om dem, men i sidste ende må man selv tage beslutningerne.

Denne oplevelse af at være alene fører til en større værdsættelse og respekt for fællesskabet, og mennesker, der har lært at være mere alene gennem svære livssituationer, bliver bedre til fællesskabet bagefter.

Meningsløsheden – hvorfor mig – det er uretfærdigt – er nok det tydeligste tegn på, at man er hårdt ramt. Meningsløsheden peger tilbage på livet med mening. Man må selv skabe sig en ny mening med sit liv, sig selv og sygdommen.

Det at være blevet offer for en kronisk sygdom peger tilbage på ens frihed til selv at vælge sit liv. I begyndelsen kan man kun være offer, men på et tidspunkt griber ens livsvilje, livslyst og livsmod en, og man siger, at her vil man selv være med til at bestemme. Man finder ud af, at man vælger sit liv hver dag. Man kan enten hver dag sige av og have ondt af sig selv – det har man selvfølgelig i starten. Eller man kan sige, hvad kan jeg få ud af dagen i dag.

Man vælger sit liv, og man bliver i den proces mere sig selv.

”Det er min erfaring, at hvis vi kan favne både det gode og det hårde i livet med accept og kærlighed, så kan det omformes til ressourcer, der kan bruges til fortsat at leve et godt liv.” (Svend Andersen, cand.psyk. og parkinsonramt).

LÆS MERE: Psykologer med viden om Parkinson

(Teksten er baseret på brochuren "Du har Parkinson", der er udgivet af Parkinsonforeningen og udarbejdet af Svend Andersen, cand.psyk. og parkinsonramt.)

Til toppen