Nydiagnosticeret?

Har du lige fået stillet diagnosen Parkinsons sygdom? Her finder du en masse information om livet med Parkinsons sygdom.

Det kan være svært at håndtere det hele på en gang. Vigtigst af alt er det at sige: Livet går ikke i stå, fordi man får Parkinson. Det er en kronisk sygdom, men med den rigtige medicinering, kan man leve et godt og aktivt liv.

Det er let at blive overvældet af den megen information, og det er vigtigt, at du opsøger viden i dit eget tempo. Du bestemmer tempoet, og du bestemmer, hvilke emner, du vil læse om.

For mange er det rart at læse om - og møde - andre, der lever med diagnosen, ligesom det er rart at få viden om symptomer, behandling og konsekvenser. Husk dog samtidig, at Parkinsons sygdom er en individuel sygdom, som udvikler sig forskelligt fra person til person. Alle parkinsonramte har deres ”egen” sygdomsudvikling. Nogle udvikler symptomer hurtigt, andre langsomt, nogle har behov for mere medicin, andre har kun et beskedent medicinbehov, nogle parkinsonramte har behov for mange medicinjusteringer og andre får den samme medicin gennem længere tid, nogle har svingninger i det daglige funktionsniveau, andre har ikke.

Alligevel er der nogle generelle temaer og psykologiske reaktioner og dem kan du læse om her samt i foreningens brochurer.

LÆS MERE: Kursus for nydiagnosticerede

LÆS MERE: Brochurer

LÆS MERE: Psykologer med viden om Parkinson