Seksualitet og Parkinson

Her kan du læse om seksualitet og Parkinson baseret på en artikelrække fra Parkinson Nyt i 2010, hvor overlæge Karsten Ellemann, Roskilde Sygehus, fortæller om et ofte tabubelagt emne. Første del af teksten handler om, hvorfor og hvordan Parkinson kan have indflydelse på sexlivet mens anden del fokuserer på behandlingen af problemerne.

Ved at 'klikke' på et af de røde emner herunder, kan du springe direkte til det ønskede emne. Ellers kan teksten også læses kronologisk.

Seksualitet hos ældre

Seksualiteten ændres hos mennesket i hele livsforløbet. Myten om, at ældre skulle være væsentligt mindre seksuelt aktive end yngre kan ikke eftervises ved undersøgelser hos ældre personer, det vil sige personer over 60 år.

At seksualiteten ændrer sig i forbindelse med et fald i hormonproduktionen hos både kvinder og mænd er til gengæld uomgængeligt. Dette giver sig blandt andet udslag i, at man med alderen føler kærtegn på huden mindre intenst og dermed også, at seksualorganernes reaktion på stimulation aftager, hvilket medfører behov for en mere intens eller eventuelt længerevarende stimulation.

Lysten og begæret ændrer sig hele vores liv ligesom fornøjelsen ved at udøve seksualitet ændrer sig og orgasmer kan antage en anden karakter. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at evnen til at få orgasme ændrer sig væsentligt med årene. Denne synes mere at hænge sammen med udfoldelsen af vores seksualitet og her gælder det, som i andre kropslige forhold, at jo mere man holder sig i form, desto bedre fungerer det.

Til toppen

Seksualiteten og den gode livskvalitet

Undersøgelser tyder således på, at også parkinsonramte, der tidligere har haft et tilfredsstillende rigt seksualliv til en vis grad kan opretholde et sådant med Parkinsons sygdom, men det ændrer naturligvis karakter i takt med, at sygdommen skrider frem og ændringer i den medicinske behandling.

Sociale faktorer i form af et godt og rigt samliv, et meningsfyldt liv og i øvrigt et godt helbred spiller utvivlsomt en mindst lige så væsentlig rolle. Der synes også at være en sammenhæng hvor personer, der er fysisk meget aktive og udadvendte med et socialt rigt liv, også har et tilsvarende højt seksuelt aktivitetsniveau. Seksualiteten hænger således sammen med den gode livskvalitet og omvendt.

Til toppen

Ændring af seksualiteten ved Parkinsons sygdom

Blufærdighed hos såvel de parkinsonramte som deres pårørende og behandlere i systemet er utvivlsomt medvirkende til, at vi ved relativt lidt om omfanget af seksuel dysfunktion ved Parkinsons sygdom.

Dysfunktion er udtryk for, at personen, der er ramt af denne, ikke føler sig tilfreds med sin seksualfunktion - eller at samlever oplever markante ændringer i den seksuelle udfoldelse hos den parkinsonramte. Ved vurderingen heraf spiller det imidlertid også ind, at seksualiteten som anført ændrer sig med alderen og i øvrigt med vores socioøkonomiske forhold.

Karakteren af seksuel dysfunktion hos parkinsonramte er meget varieret belyst i litteraturen.  Emnet har kun i begrænset omfang været taget op i egentlige videnskabelige undersøgelser og da ofte i sammenhæng med undersøgelse af andre faktorer.

Der hersker imidlertid ingen tvivl om, at det dopaminerge hjernehormon system, som rammes meget tidligt ved Parkinsons sygdom, spiller en særdeles vigtig rolle i vores seksualitet og evnen til at udøve den og føle sig tilfredsstillet heraf.

Dopamin fungerer som også som menneskets belønningshormon og frigives i yderligere mængde ved orgasme. Man må således forvente, at der sker ændringer i seksualiteten ved Parkinsons sygdom og specielt i forbindelse med dennes udvikling.

Til toppen

Seksuel dysfunktion

Seksuel dysfunktion hos parkinsonramte kan være både i form af hypo- eller hyperseksualitet altså formindsket interesse for og udøvelse af seksualitet eller en overdreven, som virker belastende for den ramte og/eller samleveren.

Forekomsten af seksuel dysfunktion hos parkinsonramte er ligeledes dårligt belyst. Et forsigtigt skøn ud fra undersøgelser udført med en rimelig videnskabelig kvalitet viser, at minimum en tredjedel af de parkinsonramte i sygdomsforløbet udvikler en seksuel dysfunktion, oftest i form af nedsat seksualitet hos op til knap halvdelen, det vil sige hos en sjettedel af alle; hos en tiendedel øges seksualiteten markant og cirka yderligere en tredjedel af alle synes at have vanskeligheder ved at gennemføre sex når de ønskede det.

Til toppen

Kønsforskelle

Der synes at være en klar overrepræsentation af dysfunktion hos mænd og specielt hos yngre parkinsonramte og forekomsten af dysfunktion synes at være dobbelt så høj hos parkinsonramte sammenholdt med kontrolgrupper af raske. Man må imidlertid forvente, at de parkinsonramte svinger betydeligt mere i deres seksualitet end raske kontrolpersoner, men varigheden af eventuel dysfunktion er slet ikke belyst.

Kønsforskellene træder tydeligt igennem hos parkinsonramte. Hos mændene rapporteres om nedsat eller manglende evne til rejsning hos to tredjedele af de dysfungerende på et tidspunkt i sygdomsforløbet, ligeledes rapporterer to ud af tre om manglende seksuel tilfredsstillelse og knapt halvdelen om for tidlig udløsning og/eller vanskeligheder med at opnå orgasme.

Kvindelige parkinsonramte synes især at have problemer med at blive ophidsede, hvilket rammer over tre fjerdedele af de personer, der rapporterer seksuel dysfunktion. Tre fjerdedele får tilsvarende problemer med at opnå orgasme og halvdelen rapporterer om nedsat seksualdrift og manglende tilfredsstillelse.

Til toppen

Hvorfor påvirkes samlivet og seksualiteten?

Ændringer i seksualiteten hos parkinsonramte er formentlig omfattende og skyldes mange faktorer. Der er mange forhold både i form af tiltagende alder, ændret socioøkonomisk status og sygdommens mange facetter, der spiller ind. Motoriske svingninger, depressionstendens, autonome forstyrrelser (ændringer i det selvstyrende nervesystem), hos nogle udvikling af demens og ikke mindst den medicinske behandling har en betydning for seksualiteten.

Samlet lader det dog til, at de mest afgørende faktorer er alder, sygdommens udvikling samt ikke mindst en depressionstendens, som rammer ganske mange på et eller tidspunkt i forløbet. Sidstnævnte medfører som regel en nedsat interesse, men ikke dermed nødvendigvis en nedsat evne til at udøve seksualiteten.

Seksuel tiltrækning mellem to personer afhænger bl.a. hvor fysisk attraktiv man finder partneren. Hvis den parkinsonramte har mange dyskinesier, øget svedtendens eller spytflåd opfattes dette formentligt ofte som mindre tiltrækkende af partneren. Yderligere er mimikken ofte nedsat hos parkinsonramte og dette kan medføre, at der udsendes misvisende nonverbale signaler og dermed fejlagtigt fremstår som uinteresserede i sex.

Faktuelle motoriske problemer som svær rigiditet, tremor eller markante finmotoriske vanskeligheder kan ligeledes i sig selv hæmme igangsættelse og gennemførelse af sex. En direkte påvirkning af det autonome nervesystem på erektionsevnen hos mænd og smøreevnen i skeden hos kvinder samt inkontinensproblemer hos specielt kvinder er oplagt faktorer, som hvis der ikke tages særligt hensyn hertil, kan hæmme seksuel udfoldelse.

Til toppen

Psykiske faktorer

Psykiske faktorer spiller naturligvis også en stor rolle. Lettere provokerbar angst og urotilstand hos parkinsonramte er ikke helt sjældent, men også en nedsættelse af det mentale tempo er et kendt fænomen i forbindelse med sygdommen. Specielt partneren skal dog være opmærksom på, at dette på ingen måde behøver at betyde en nedsat mental kapacitet. Kapaciteten vil oftest være til stede og dermed er der også potentiale for at udfolde sig som et seksuelt menneske.

Til toppen

Medicin kan spille en rolle

Ca. to ud af tre parkinsonramte mænd udvikler rejsningsproblemer på et eller andet tidspunkt i sygdomsforløbet, mens dette kun findes hos en ud af tre i en kontrolgruppe af raske alderssvarende personer. Et væsentligt element heri er utvivlsomt autonom dysfunktion, men også medicin kan spille en rolle.

Erektil dysfunktion kan behandles med Sildenafil (Viagra) og lignende medikamenter, som ser ud til at øge tilfredsheden og kapaciteten til at opnå og bevare erektionen, og yderligere styrker medicinen også evnen til at opnå orgasme. Som en ekstra lille sidegevinst ser det ud til, at eventuelle depressive symptomer kan aftage i forbindelse med at orgasmeevnen vender tilbage.

Antiparkinsonmedicin såsom Apomorfin har ligeledes en effekt på erektionen, som forbedres efter 1 til 10 minutter og herefter kan holde fra 5 til 60 minutter. Levodopa og enkelte dopaminagonister kan ligeledes i enkelte tilfælde forbedre erektionen oftest i midlertidige relativt høje doser.

Det forekommer derfor naturligt, at man også af disse grunde drøfter et evt. seksuelt problem med sin neurolog, herunder om det kunne være en mulighed for eksempel at tage en ekstra dosis Levodopa, måske en dopaminagonist eller en Apomorfinindsprøjtning, inden man evt. forventer at kunne have sex.

Til toppen

Seksuelle vanskeligheder hos kvinder

Der foreligger en mindre undersøgelse fra 1997, hvor 27 kvinder med Parkinsons sygdom og en gennemsnitlig alder på 67 år sammenlignes med en alderssvarende kontrolgruppe. Ca. halvdelen af kvinderne i begge grupper var seksuelt aktive.

Imidlertid var kvinderne med Parkinsons sygdom betydeligt mere utilfredse med deres sexliv, og her syntes det at være angstproblemer samt mere fysiske problemer i form af vaginal tørhed og inkontinens, der spillede en betydelig rolle. Det var dog også de parkinsonramtes optagethed af deres helbred og ikke mindst utilfredsheden med deres fysiske fremtoning, der skabte problemer.

Yderligere angav de ofte mindre tilfredshed med deres sexpartner end kvinderne i kontrolgruppen. I en dansk undersøgelse af en mindre gruppe yngre parkinsonpatienter fandt man, at næsten tre ud af fire af de kvindelige parkinsonpatienter sammenholdt med en fjerdel af de mandlige havde en reduktion, evt. direkte et tab af deres libido og at aktiviteten hos kvinderne var tilsvarende betydeligt mere reduceret end den var hos mændene.

Behandlingen af seksuel dysfunktion hos kvinder synes således i højere grad at rette sig mod psykiske faktorer, hvor man måske vil have glæde af en psykologsamtale eventuelt sammen med partneren. De fysiske problemer med inkontinens bør vurderes ved gynækolog med henblik på evt. operativ/fysisk korrektion. Den vaginale tørhed kan behandles lokalt med indføring af østrogenstikpiller.

Sammenfattende for de to køn er der således en øget forekomst af seksuelle vanskeligheder ved Parkinsons sygdom. Der forekommer en del vanskeligheder, som kan behandles medicinsk eller operativt og dermed i det mindste kan afhjælpes ligesom en del psykisk betingede symptomer kan behandles med samtaler og eventuel supplerende medicinsk behandling.

Det er derfor vigtigt at man får drøftet disse vanskeligheder med sin neurolog og eventuelt også medinddrager partneren.

Til toppen

Hvornår er for meget alt for meget?

Dette lader sig ikke entydigt besvare, men hyperseksualitet må opfattes som et problem, når den, der er ramt heraf, selv oplever at anvende alt for meget tid, kræfter og eventuelt penge på at udøve sin seksualitet eller direkte kommer i konflikt med den almindelige moral og eventuelt direkte kriminaliseres. Hyperseksualitet kan også være et problem i forhold til partneren, der kan opleve en øget seksuel aktivitet hos den parkinsonramte i forhold til, hvad der blev udøvet før sygdommen blev diagnosticeret.

I den lille danske undersøgelse med strukturerede interviews refereret ovenfor, fandt man øget libido hos 13 procent af mændene, men ikke hos nogen af kvinderne, som altså åbenbart kun relativt sjældent oplever problemet i overensstemmelse med, at man i de relativt få tilfælde, hvor der berettes om direkte kriminalisering, har registreret, at der kun var tale om mænd.

Ved en gennemgang af journaliserede tilfælde af hyperseksualitet på Mayoklinikken registrerede man ligeledes kun mænd med hyperseksuelle problemer og i øvrigt relativt yngre med gennemsnitsalder 58 år. De havde udviklet hyperseksualitet 6,5 år efter diagnosetidspunktet og alle på nær én var i dopaminagonist-behandling (Sifrol, Requip, Permax, Cabaser) som syntes tidsmæssigt at være sammenfaldende med starten af de hyperseksuelle problemer 1 til 12 måneder efter behandlingsstart.

Imidlertid svandt hyperseksualiteten ikke i alle tilfælde ved ophør med dopaminagonisten, men der synes at være en klart øget risiko ved anvendelse af dopaminagonist, selv om også levodopa (Madopar, Sinemet), COMT-hæmmere (Stalevo, Comtess, Tasmar) og Amantadin kan inducere problemet.

Hyperseksualiteten er beskrevet ofte som en øget seksuel interesse og libido, men også øgede seksuelle krav i øvrigt til partneren, større tendens til at onanere og øget interesse for pornografi samt udenomsægteskabelige forbindelser og jalousi. Andre adfærdsændringer samtidigt hermed er beskrevet i form af ludomani (øget interesse for spil), alkoholmisbrug, hyperfagi (driften til at spise mere end der er behov for), enkelte gange direkte obcessiv kompulsiv adfærd (tvangspræget adfærd).

Alle grader af hyperseksualitet er beskrevet således også de mildere grader, hvor man har oplevet det som en positiv ting i samlivet, at seksualiteten er blevet lidt øget.

Både pårørende og behandlere bør være opmærksomme på de heldigvis relativt få tilfælde, hvor hyperseksualiteten antager et truende omfang for omgivelserne, det være sig partneren eller evt. tredjepersoner. Der er beskrevet kriminel adfærd og strafforfølgelse bl.a. for pædofili. Der er således god grund til for både behandlere og pårørende at få drøftet hyperseksualiteten, inden den antager så voldsomme dimensioner.

Til toppen

Behandling af hyperseksualitet

Behandlingen af hyperseksualiteten er diskuteret. Man forsøger oftest at reducere eller evt. helt ophøre med dopaminagonist og regulerer i øvrige antiparkinsonmedicin, eventuelt forsøges clozapine (Leponex).

Hyperseksualitet er beskrevet ved deep brain stimulation (DBS) her ofte kombineret med en mani, som regel forsvindende langsomt inden for uger til måneder efter start af behandlingen.

Til toppen

Impulse control disorders

Hyperseksualitet henregnes i dag under begrebet ”Impulse control disorders” (ICD) som er en manglende evne til at modstå impuls og drifter eller tillokkelser, selv om man godt kan indse, at der er tale om overdreven eller måske direkte skadelig udfoldelse. ICD kan ud over hyperseksualiteten, som ovenfor anført, også vise sig ved lidenskab for spil eller køb samt uhæmmet føde- og slikindtagelse.

Undersøgelser tyder på at 6,6 procent af de parkinsonramte én gang i deres sygdomsforløb har haft ICD og 4 procent synes at have det mere permanent. Det tyder således på, at 200-300 parkinsonramte i Danmark må antages at have problemer med ICD, problemer som synes at kunne afhjælpes i hvert tilfælde til en vis grad, hvilket pårørende og behandlere bør være medvirkende til.

Til toppen

Seksualiteten kan styrkes

Som det fremgår, er seksuelle vanskeligheder hos parkinsonramte ikke helt sjældne enten pga. Parkinsons sygdom eller pga. stigende levealder. Som det fremgår, er der imidlertid muligheder for at få udfoldet sin seksualitet mere uafhængigt af såvel Parkinsons sygdom som alderen, ved at være aktiv med den, dyrke den og hvis man selv oplever det mindre tilfredsstillende, kan der være god hjælp at hente ved at få det drøftet med sin partner og/eller neurolog eller parkinsonsygeplejerske.

Der er i dag stigende fokus på de non-motoriske problemer ved Parkinsons sygdom og derfor bedre muligheder for at få lejlighed til at drøfte eventuel dysfunktion. Seksualiteten kan som beskrevet styrkes på mange måder og dermed også øge livskvaliteten. En større åbenhed hos alle parter, vil kunne bidrage til at det seksuelle menneske kan udfolde sig - selv med en Parkinson sygdom.

Denne tekst blev bragt som en serie på to artikler i Parkinson Nyt i januar og april 2010.

 

Til toppen