Nærhed og seksualitet

Her kan du læse mere om, hvordan Parkinsons sygdom kan ramme nærhed og seksualitet - og få gode råd til, hvad du kan gøre ved det.

Ved at 'klikke' på et af de røde emner herunder, kan du springe direkte til det ønskede emne. Ellers kan teksten også læses kronologisk.

Hvad betyder nærhed og seksualitet for os?

Nærhed og seksualitet er for de fleste mennesker en vigtig del af livet. Som par oplever man at give hinanden nydelse, man kommer tættere på hinanden både fysisk og psykisk og samtidig giver det seksuelle møde mennesker mulighed for, for en stund at mødes og glemme dagligdagens sorger og bekymringer.

Så hvis man har lyst og evne dertil, vil det seksuelle møde være med til at stabilisere forholdet, give parterne en bekræftelse på at høre sammen og have noget sammen, som man ikke har med andre (forhåbentlig!). Det vil være med til at gøre de ting, man, ”ikke ligefrem råber hurra for hos hinanden”, mindre betydningsfulde. Samtidig frigøres der under lystopbygning og orgasme stoffer fra hjernen, der er med til at hæve humøret, dæmpe smerter og give afspænding i kroppen. Og så giver det os en følelse af at være attraktive og er med til at stadfæste vores kønsidentitet.

Til toppen

Hvad sker der under lystopbygning og orgasme?

Vores største kønsorgan er, har jeg ofte sagt når jeg har undervist, hjernen.

Det er hjernen, der samler information om, hvad vi ser og hører og dufter og fornemmer og mærker fra vores krop og kobler det til hvad vi har oplevet før og haft det rart med - og sender besked til den seksuelle del af hjernen (hovedsagligt hypothalamus og det limbiske system), hvis vi oplever det der sker, som noget seksuelt.

Derefter går der via rygmarven og signalstofferne en besked til området omkring kønslæber, klitoris og skedevæg hos kvinden og svulmelegemerne hos manden. Blodkarrene udvider sig og blodgennemstrømningen øges. Dette resulterer bl.a. i, at manden får rejsning og for kvindens vedkommende svulmer kønslæber og klitoris op og skedevæggen bliver fugtig.

Denne proces kræver, at nerverne i rygmarven er intakte, at signalstofferne i hjerne og rygmarv (bl.a. dopamin og serotonin) er tilstrækkelige og i balance og at blodkarrene er i stand til at udvide sig.

Hvis det, man gør sammen (eller alene) skal føre til orgasme, kræver det også, at de følsomme nerveender omkring kønsorganerne bliver stimuleret på en måde der føles rart, og at den anden er fysisk i stand til at udføre de bevægelser, der skal til.

Til toppen

Hvad kan påvirke seksuel lyst og evne negativt?

Ud af en normal befolkning vil mellem 20 og 30 procent angive, at de har seksuelle problemer af én eller anden art. De hyppigste årsager til seksuelle problemer er:

  • Alder
  • Uvidenhed om, hvad man skal gøre for den anden eller ved evt. seksuelle problemer og om, hvad der sker, hvis man presser den anden seksuelt
  • Mangler i parforholdet - f.eks. savn af kærlighed, tillid og anerkendelse. Dårlig kommunikation. Manglende indføling eller evne til at udtrykke positive følelser. Magtkampe eller dårlig arbejdsfordeling
  • Generel ulyst til sex - oplevelser i opvækst eller tidligere negative erfaringer
  • Sygdom
  • Medicin

Hvad de sidste tre angår, ”bider det jo sig selv lidt i halen”, idet der jo også er flere ældre, der får sygdomme og dermed også får medicin, der kan påvirke seksualiteten.

Efterhånden som vi bliver ældre, aftager vore sanser, vores hud bliver tyndere, sartere og ligeså vore slimhinder. Blodkarrene bliver stivere og reagerer ikke så godt og hurtigt. Så alt i alt vil det tage længere tid at opbygge den seksuelle lyst, og der skal længere tids stimulation til for at han får rejsning og hun bliver fugtig i skeden, og det vil for nogle blive sværere at få orgasme.

Og ud over dette vil man også være ramt af ”myter og moral”: ”Er I ikke ved at være for gamle til det pjat, der findes vel også vigtigere ting i livet” har jeg mødt mennesker, der er blevet mødt med, når de har spurgt, om der var noget at gøre ved de seksuelle problemer, de havde fået i forbindelse med sygdom.

Men ligesom der i dag findes hjælpemidler, hvis man har svært ved at gå eller holde ballancen, findes der også råd og vejledning, hvis man gerne vil fortsætte sit intime liv selv om det ”ikke bare lige fungerer af sig selv efter et enkelt kys ”.

Til toppen

Hvordan kan Parkinsons påvirke nærhed og seksualitet?

De symptomer, som kan have betydning for seksualiteten er dels de motoriske, såsom at have svært ved at bevæge sig, mindre, trægere bevægelser, man bliver hurtigere træt, får evt. ufrivillige bevægelser og bliver stiv i musklerne og får tendens til krampe. Dels de ikke motoriske, herunder kognitive problemer, smerter (40-70 procent), søvnforstyrrelser, vandladningsproblemer og depression.

Hver for sig kan disse symptomer påvirke det seksuelle liv og endelig kan Parkinsons sygdom også mere direkte påvirke seksualiteten, fordi det påvirker et af de signalstoffer (dopamin), der er nødvendig for formidlingen af ”seksuel information” i hjernen.

De problemer, det kan give for den parkinsonramte, er hyppigt manglende lyst på grund af selve sygdommen og de symptomer og træthed, der følger med. Men det kan også være på grund af den forandring, der sker med ens kropsopfattelse/selvopfattelse. Man ser ikke ud som tidligere, når man ser sig i spejlet og er usikker på hvad ens partner synes om den forandring. Og man kan ikke de samme ting som før. Man kan også have svært ved at styre bevægelser, så man kan kærtegne den anden på den måde, vedkommende får lyst og orgasme af. Eller man har svært ved at få rejsning eller blive fugtig i skeden.

For partneren kan de være svært at overkomme både at tage sig af flere af de praktiske ting end tidligere og samtidig have lyst og energi til det seksuelle. Specielt hvis den anden har fået øget lyst og den ”seksuelle balance” dermed er blevet brudt. Eller det kan være svært at tolke den andens signaler - eller man holder sig på afstand af hensyn til den anden, fordi man ved, at den anden har fået problemer med at fungere seksuelt.

Tidligere har det måske bare fungeret, når én af parterne har haft taget initiativet uden at man har behøvet at tale om det. Så det kan være uvant og blufærdighedsanstrengende at skulle tale om den del af livet og man kan være usikker på, hvordan den anden vil reagere, hvis man giver udtryk for sine ønsker og behov.

Så slutresultatet kan være, at begge egentlig savner nærheden og måske også seksualiteten, men at man ikke får gjort nogen af de ting - eller søgt de råd - der skal til, for at få det til at fungere. For nogle kan det også være en udmærket løsning, hvis man er enige om det, så man stadig kan bevare nærheden uden at der opstår misforståelser. For det er vigtigt at man stadig har kropskontakt i form at knus, kram og eventuelt ligge tæt.

Til toppen

Hvad kan man gøre?

Tal med hinanden om, hvad der er svært og hvad du godt kunne tænke dig - lad være med at tage for givet at I ved, hvordan den anden har det. Man gør sig ofte nogle tanker om, hvad den anden føler og tænker og godt kunne tænke sig. Men først når man har spurgt og fået ja ved man, om det er rigtigt. Husk at din partner heller ikke kan gætte dine tanker.

Så hvis du har ønsker eller behov du gerne vil have opfyldt, er du nødt til at lukke munden op og give udtryk for det. Selv om man ikke har de samme ønsker, er det et godt udgangspunkt for forhandling, at begge ved, hvad den anden helst vil.

Brug god tid på forspillet - det tager tid at opbygge lyst for de fleste og jo større lystfølelse, jo bedre evne.

Til toppen

Hvis din lyst er dalet...

Hvis din lyst er dalet og du gerne vil opleve mere lyst, kan du prøve at gribe det systematisk an. Hvad tror du selv det skyldes? Er det din eller din partners sygdom, noget imellem jer i det daglige der blokerer, eller er der noget i jeres sexliv, der skal justeres? Du kan prøve at være god ved din krop ved at dyrke mere motion eller ved at hvile midt på dagen, lave afspænding eller få massage.

Systematisk bækkenbundstræning (både for mænd og kvinder) f.eks. 15 min. hver anden dag giver øget blodgennemstrømning i underliv, og dermed omkring kønsorganerne, og forbedrer evnen til rejsning og til at blive fugtig i skeden. Tanker og fantasier med seksuelt indhold samt erotisk litteratur og film vil for nogle være med til at øge lysten.

Til toppen

Lav øvelser sammen

Hvis den ene part har mistet lysten - eller man for en tid har lukket ned for det seksuelle samliv - kan det være en god ide at starte med at lave sensuelle øvelser sammen. Find et tidspunkt på dagen, hvor I er rimelig friske og hvor I har erfaring for, at sygdommen er mindst aktiv. Læg jer sammen uden tøj og sørg for, at det er hyggeligt og varmt hvor I er. Brug 15-30 min. på at kærtegne den anden fra top til tå først på bagsiden af kroppen og siden på forsiden. Men gå uden om bryster og kønsorganer de første gange.

Brug hænderne og evt. massageolie. Efter nogle gange må I gerne slutte af med at kærtegne kønsorganerne, men i første omgang er det ikke meningen, at I skal forsøge at give den anden orgasme.  Efter yderligere nogle gange, hvor I udforsker hinanden, må I godt fortsætte med at stimulere den anden til orgasme. Evt kan I bruge massageolie/glidekreme eller et massageapparat hvis den andens følsomhed er nedsat eller I selv har nedsat bevægelighed /muskelkraft i hænder/fingre.

Til toppen

Samleje

Hvis I har lyst/evne, kan I efter yderligere nogen gange fortsætte med samleje. Find en stilling, som tager mest hensyn til den af jer, der er sygdomsramt. Brug evt. glidecreme (F.eks. PJUR WOMAN, som er rigtig god), da det beskytter slimhinderne, hvis de er tørre og sarte.

Er du kvinde og har tørre sarte slimhinder på grund af overgangsalder, så gå til din læge og få recept på hormonstikpiller eller brug et hormonfrit alternativ (REPLENS elle CIKATRIDENE ).

Hvis han har rejsningsbesvær er det ikke hensigtsmæssigt, at han ligger øverst. Potensmidler (vigra, cialis, levitra, uprima) har ofte god effekt. Men husk at få det udskrevet hos din læge, der kender til din/dine sygdomme, da der kan være situationer, hvor man ikke bør anvende disse midler.

Til toppen

Andre hæmmende faktorer

Andre hæmmende faktorer såsom stress, træthed, alkohol og tobak har alle en hæmmende virkning på lyst og evne - og denne effekt vil lægges oveni den evt. negative effekt, der er af din sygdom. Så sørg for at vælge jeres hyggestunder, når I er rimelig friske og afslappede, og lad være med at drikke mere end et enkelt glas vin (så kan I altid dele resten af flasken bagefter).

Hvis du ikke kan holde helt op med at ryge, så undlad i det mindste at ryge de sidste par timer inden.

Til toppen

Hvis din lyst er øget...

Nogle får øget lyst af medicinen. Det får din partner ikke nødvendigvis og hvis man bliver presset til sex, vil lysten ofte forsvinde, så balancen bliver endnu værre.  Så lad så vidt muligt den, der har mindst lyst, bestemme farten. Så må du tilfredsstille dig selv de andre gange.

Til toppen

Brug for hjælp?

Hvad gør man hvis de almindelige råd, jeg har skitseret her, ikke virker eller man har svært ved at få taget hul på det sammen?

Så kan du søge hjælp hos en sexolog.  Vi er flere rundt om i landet, der har privat klinik og tilbyder parterapi og sexologisk terapi. Vi er også flere, der har en lægefaglig baggrund og på Sexologisk klinik i København eller Randers kan du blive henvist af din praktiserende læge eller den neurologiske afdeling, du er tilknyttet.

Denne tekst blev bragt i Parkinson Nyt i september 2011.

Til toppen