Arvelighed

Mange med Parkinson i familien interesserer sig for arv og genetik i forbindelse med sygdommen. Parkinsonforeningens medlemsmagasin Parkinson Nyt har i den forbindelse bragt en artikel af Lena Hjermind, læge, phd., der ser nærmere på området. 

Af Lena Hjermind, læge, phd.

Er Parkinsons sygdom en arvelig lidelse? Det hurtige svar på spørgsmålet i titlen til denne artikel er både og.

Siden Parkinsons sygdom blev beskrevet for snart 200 år siden, har man bemærket, at der i visse befolkningsgrupper og i nogle slægter er flere med Parkinsons sygdom end forventet. Flere med en lidelse end forventet, betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at lidelsen er arvelig. Der kan jo også være tale om miljømæssige årsager (faktorer/giftstoffer i jorden, maden eller måden at leve på i øvrigt) eller en tilfældighed, fordi der generelt er tale om en hyppig lidelse, som der ved et tilfælde er flere inden for samme slægt, der rammes af. Yderligere er man naturligvis mere opmærksom på selv de tidlige symptomer på en lidelse, som en eller flere i familien eller nær bekendtskabskreds har, og slår derfor ikke symptomerne hen som ”almindelig alderssvækkelse” eller lignende.

I 1949 udgav en ung, svensk psykiater en afhandling i Lund om arvelig Parkinsons sygdom ud fra familiestudier, men emnet forblev kontroversielt i de næste årtier, hvor forskergrupper i hele verden dog oftest kunne enes om, at der synes at være øget hyppighed af Parkinsons sygdom hos nære slægtninge til mennesker med Parkinson.

Det første store tvillingestudie om Parkinsons sygdom blev udgivet i 1981, og der blev i det ikke påvist øget hyppighed af Parkinson hos 12 enæggede tvillingesøskende. Det blev derfor konkluderet, at arvelige faktorer nok ikke spiller nogen væsentlig rolle for Parkinsons sygdom. Senere er der imidlertid draget tvivl om konklusionen, bl.a. fordi tvillingestudier ved sent debuterende lidelser er vanskelig. En forskergruppe kiggede i stedet på raske tvillingesøskendes tab af dopaminholdige celler i de dybe kerner i hjernen, kaldet basalganglierne, over 8 år vha. gentagne såkaldte PET-scanninger. De fandt både øget tendens til celletab hos enæggede, raske tvillingesøskende frem for toæggede, samt flere enæggede tvillingesøskende som fik Parkinsons sygdom i løbet af de 8 år end toæggede. Dette resultat tydede på, at arvelighed er en vigtig årsagsfaktor for Parkinsons sygdom. Men om en eller flere forandringer i arvemassen alene eller sammen med miljøfaktorer er afgørende, kan man ikke udlede af tvillingestudier.

Først i 1990 blev det endelig bevist, at forandring i vores arveanlæg (gener) kan forårsage Parkinsons sygdom. I to store italienske familier og senere tre græske fandt forskere forandring i det samme gen hos personer med Parkinsons sygdom i 4 på hinanden følgende generationer. Familierne havde forskellige forandringer (mutationer), men resultatet var det samme, nemlig fejl i oversættelsen af den genetiske kode. Genet (Park1), oversættes til et protein, kaldet alfa-synuclein, som er afgørende i transport og omsætning af dopamin i hjernen; således at fejl i alfa-synucleindannelsen forårsager Parkinson hos disse familier. Parkinsons sygdom forårsaget af mutation i Park1 er imidlertid sjælden og giver symptomer allerede fra 40-50 års alderen.

Senere er der fundet flere områder i arvemassen, hvor mutation i mere eller mindre sjældne tilfælde kan forårsage Parkinsons sygdom, og vi kender nu i alt 13 gener og genområder, kaldet Park1 til Park13. Nogle af disse, f.eks. Park2, arves såkaldt vigende, dvs. man skal have et gen med mutation fra begge forældre for at blive syg, mens personer med mutation på kun det ene af vores to gener (forældre og børn af personer med PS) ikke selv kan blive syge, men er såkaldte bærere. En enkelt, Park12, arves kønsbundet, og andre arves som Park1 med såkaldt dominant arvegang, hvor mutation i et gen er nok til sygdom og der derfor ikke springes generationer over.

Det varierer endvidere mellem de forskellige Park-former, om personer med mutation får Parkinsons sygdom tidligt, evt. helt ned til barnealder, eller sent i livet. Selv inden for den samme familie, hvor flere har Parkinsons sygdom pga. samme mutation, kan starttidspunkt og sværhedsgrad variere. Yderligere er de karakteristiske forandringer, kaldet Lewy legemer, ikke tilstede i hjernen ved alle de arvelige former; så de samme symptomer ved Parkinsons sygdom kan være forårsaget af flere arvelige årsager og omvendt kan forskellige underformer af Parkinsons sygdom være forårsaget af samme genfejl.

Park8-genet, der oversættes til et protein kaldet LRRK2, bør fremhæves, både fordi mutation i dette menes at være hyppigere årsag til Parkinsons sygdom end de øvrige Park-gener, og da start af sygdom samt senere symptomer kan ligne klassisk Parkinson til forveksling. Nogle sygdomsfremkaldende mutationer er også fundet personer med ikke-familiær Parkinson, selv om arvegangen er dominant. Den eksakte funktion af LRRK2 er endnu ikke kendt, men proteinet menes at være vigtigt for at forebygge celletab i hjernen.

Spørgsmålet om arveligheden ved Parkinson vanskeliggøres yderligere af, at mutation i gener, som normalt menes at forårsage andre sygdomme, kan være årsag til symptomer nøjagtig som ved Parkinson. Der går derfor personer rundt med klassiske symptomer på Parkinson, men genetisk har de en anden lidelse. Eksempler på dette er visse arvelige lillehjernesygdomme (kaldet SCA-sygdomme), andre bevægeforstyrrelser (specielt dopa-responsiv dystoni) og også demenssygdomme, kan specielt i det tidlige forløb ligne Parkinson meget.

Vi kan endnu ikke undersøge for mutation i alle gener, som kan forårsage Parkinson, og da flere af dem nok er ekstremt sjældne, er det heller ikke relevant på nuværende tidspunkt, hvor vi ikke kan rette behandlingen specifikt efter arvelig Parkinson-type. I de enkelte tilfælde, hvor der er mistanke om arvelig Parkinson, er det vigtigt at yde så god rådgivning som muligt, og denne rådgivning hviler i høj grad på molekylær genetiske undersøgelser og forskning inden for området. Der foregår undersøgelser, rådgivning og forskning om arvelig Parkinson både i Århus og København.

Hvis der er flere med Parkinson i ens familie, kan man til enhver tid få en nærmere snak om risiko ved en rådgivningssamtale uden samtidig at få foretaget genetisk undersøgelser. Tværtimod er det vigtigt at få tænkt og snakket konsekvenserne af gentest igennem før en sådan bliver foretaget. Man skal helst også involvere en eller flere familiemedlemmer, da resultatet kan få konsekvenser for flere i familien, hvis der findes sygdomsanlæg for en lidelse. Henvisning til rådgivning på Klinisk Genetisk Afdeling, Århus Sygehus eller Afdeling for Medicinsk Genetik, Panum Instituttet i København kan ske fra den enkeltes praktiserende læge eller neurolog.